Den ultimative lykke

Jeg er mor til et delebarn. Det har været aftalen fra starten og hverken vores søn, hans far eller jeg har nogensinde håbet på eller ønsket noget andet. Det er ikke ulykkeligt eller forbundet med en masse sorg, når vi skal undvære hinanden. Tvært imod, så er det faktisk forbundet med en masse glæde – både når vores søn er hos sin far og når vi alle tre er sammen.

Der er et andet menneske i denne verden, der synes, min søn er lige så fantastisk som jeg gør. Når jeg ser de to sammen, smelter jeg fuldstændig. Det er en helt særlig følelse at se forældre-barn relationen udefra. Den kærlighed, der lyser ud af begge, er helt unikt og enestående. Og tænk engang, det får jeg lov at opleve fra første parket. Det er som et spejl på min søns og min relation, som jeg i den grad oplever, men aldrig rigtig ser udefra.

Jeg føler mig heldig. Heldig fordi jeg har en skøn søn og heldig fordi han har en fantastisk far. Det, de to har sammen, er noget ganske særligt og noget andet end det, min søn og jeg har sammen.

Weekenden har vi tilbragt sammen alle tre hos farmor og farfar i det jyske. Her fortæller hans far, at han vil tage vores søn med på skiferie til vinter sammen med fætteren, kusinerne og deres forældre. Jeg har aldrig stået på ski, så den mulighed ville jeg aldrig kunne give vores søn. Men den får han nu sammen med sin far.

Jeg kunne vælge at blive ramt af jalousi følelser, når vores søn skal noget fedt med sin far. Og det kan jeg ikke sige mig fri for tidligere at have været ramt af. Men heldigvis har jeg lært at se det som en gave, at han får flere muligheder, fordi hans far kan tilbyde ham noget andet end mig.

Tidligere har jeg negligeret det, jeg kunne tilbyde vores søn og til tider tænkt det som andenrangs oplevelser. Haft en snert af at se det som en lille konkurrence mellem os som forældre for at vinde vores søns gunst. Men jeg ved nu, at jeg som forælder har et valg! Vil jeg være jaloux på deres relation og hive vores søn ind i skyld med skyld på overfor mig (som jeg i øvrigt selv er vokset op med fra min mor)? Eller vil jeg glædes over alle de dejlige oplevelser, han får med sin far, som er med til at give ham en fantastisk opvækst og bånd til sin far? Stillet op overfor hinanden på den måde, er valget ret let. Det er sådan en mor, jeg gerne vil være.

Men det kræver øvelse at nå dertil og det kan stadig være svært og give mig præstationsangst i forhold til at finde på noget, der er lige så fedt som det, far finder på.

Men jeg ved inderst inde, at jeg kan tilbyde noget andet og noget, der er lige så godt. Og det fantastiske ved at være forælder er, at det faktisk ikke er en konkurrence om barnets gunst. Den får du uden de store anstrengelser. Det betyder ikke, at du ikke skal gøre dig umage eller tilbyde oplevelser til dit barn. Men det handler ikke kun om ferieoplevelser og weekendture. Det handler i den grad også om hverdagen. Det er den, vi har allermest af. Men først og fremmest handler det om barnet og relationen – og hvordan vi som forældre håndterer netop det. Hvis du glædes over dit barns oplevelser, vil både du og dit barn opleve en lethed, der styrker jeres relation i stedet for at dræne den. Og det er den ultimative lykke at se sit barn være glad – også over at være sammen med far.