Den ultimative lykke

Jeg er mor til et delebarn. Det har været aftalen fra starten og hverken vores søn, hans far eller jeg har nogensinde håbet på eller ønsket noget andet. Det er ikke ulykkeligt eller forbundet med en masse sorg, når vi skal undvære hinanden. Tvært imod, så er det faktisk forbundet med en masse glæde – både når vores søn er hos sin far og når vi alle tre er sammen.

Der er et andet menneske i denne verden, der synes, min søn er lige så fantastisk som jeg gør. Når jeg ser de to sammen, smelter jeg fuldstændig. Det er en helt særlig følelse at se forældre-barn relationen udefra. Den kærlighed, der lyser ud af begge, er helt unikt og enestående. Og tænk engang, det får jeg lov at opleve fra første parket. Det er som et spejl på min søns og min relation, som jeg i den grad oplever, men aldrig rigtig ser udefra.

Jeg føler mig heldig. Heldig fordi jeg har en skøn søn og heldig fordi han har en fantastisk far. Det, de to har sammen, er noget ganske særligt og noget andet end det, min søn og jeg har sammen.

Weekenden har vi tilbragt sammen alle tre hos farmor og farfar i det jyske. Her fortæller hans far, at han vil tage vores søn med på skiferie til vinter sammen med fætteren, kusinerne og deres forældre. Jeg har aldrig stået på ski, så den mulighed ville jeg aldrig kunne give vores søn. Men den får han nu sammen med sin far.

Jeg kunne vælge at blive ramt af jalousi følelser, når vores søn skal noget fedt med sin far. Og det kan jeg ikke sige mig fri for tidligere at have været ramt af. Men heldigvis har jeg lært at se det som en gave, at han får flere muligheder, fordi hans far kan tilbyde ham noget andet end mig.

Tidligere har jeg negligeret det, jeg kunne tilbyde vores søn og til tider tænkt det som andenrangs oplevelser. Haft en snert af at se det som en lille konkurrence mellem os som forældre for at vinde vores søns gunst. Men jeg ved nu, at jeg som forælder har et valg! Vil jeg være jaloux på deres relation og hive vores søn ind i skyld med skyld på overfor mig (som jeg i øvrigt selv er vokset op med fra min mor)? Eller vil jeg glædes over alle de dejlige oplevelser, han får med sin far, som er med til at give ham en fantastisk opvækst og bånd til sin far? Stillet op overfor hinanden på den måde, er valget ret let. Det er sådan en mor, jeg gerne vil være.

Men det kræver øvelse at nå dertil og det kan stadig være svært og give mig præstationsangst i forhold til at finde på noget, der er lige så fedt som det, far finder på.

Men jeg ved inderst inde, at jeg kan tilbyde noget andet og noget, der er lige så godt. Og det fantastiske ved at være forælder er, at det faktisk ikke er en konkurrence om barnets gunst. Den får du uden de store anstrengelser. Det betyder ikke, at du ikke skal gøre dig umage eller tilbyde oplevelser til dit barn. Men det handler ikke kun om ferieoplevelser og weekendture. Det handler i den grad også om hverdagen. Det er den, vi har allermest af. Men først og fremmest handler det om barnet og relationen – og hvordan vi som forældre håndterer netop det. Hvis du glædes over dit barns oplevelser, vil både du og dit barn opleve en lethed, der styrker jeres relation i stedet for at dræne den. Og det er den ultimative lykke at se sit barn være glad – også over at være sammen med far.

/0 Kommentarer/af

EN FORÆLDERS ENSOMHED

Når min søn er lagt i seng om aftenen, kan jeg godt nogle gange blive ramt af ensomhed. I virkeligheden kan jeg det også i lige så høj grad, når han er hos sin far og jeg ikke lige har nogen planer. Så altså når jeg er i selskab med mig selv og ingen andre… Og når det sker, føler jeg mig nede og savner nogen, der kan få mig ud af ensomheden. Hvis der nu bare sad en anden i stuen med mig, så ville jeg ikke have den følelse. ”Hvis bare…” er et skråplan, som kun fører et sted hen – og det er det falske sted.

Som man siger der, hvor jeg kommer fra: ”Hvis og hvis min røv var spids!” Det er i virkeligheden en genial talemåde, for det understreger ligesom det urealistiske i ”hvis-ningen”. Tag et billede af situationen og kig på det som det øjebliksbillede, det nu engang er. Og se så på, hvad vil jeg i stedet for. Hvis jeg ikke vil føle ensomhed. Hvad vil jeg så i stedet for? Vores hjerne er ikke i stand til at høre negationen – vores ”ikke”. Derfor er det en rigtig god øvelse at fokusere på, hvor vi gerne vil hen fremfor, hvad vi gerne vil væk fra.

Når ensomheden hjemsøger mig, kommer jeg tit til at sammenligne mig med alle mulige andre, som har det liv, jeg forestiller mig, jeg gerne vil have. Jeg bliver overmandet af tanker om, om jeg mon nogensinde vil komme ud af følelsen. Som oftest er jeg kun i den følelse en dags tid, så kommer jeg på magisk vis ud af følelsen, fordi jeg handler mig ud af den.

Den gode nyhed er, at det virker. Den dårlige nyhed er, at jeg ikke tillader mig selv at være i følelsen længe nok til, at jeg for alvor kommer ned til nældens rod.

Men min bevidsthed om, hvorfor jeg har det sådan, vokser. Og det, du er bevidst om, kan du gøre noget ved. Jo mere du er bevidst om, at det er betinget af noget i dig, jo bedre bliver du til at forstå, at du har et valg. Og vær så med din ensomhed, bekymringer og frustrationer. Det har de fleste af os ikke lært i vores opvækst. Tvært imod har de fleste af os fået at vide, at det var forkerte følelser og de skulle hurtigst muligt efterlades og måske endda lægges låg på. Byd følelserne velkomne, men fortæl dem så, at de ikke får lov at sidde bag rettet, men derimod på bagsædet som passager. Øv dig i at tage styringen over dit liv.

Når du bliver nogens forælder, er det vigtigere end nogensinde før at få ryddet ud i skeletterne i skabet og få kigget på dem. Ellers giver vi det bare videre til vores børn.

/0 Kommentarer/af

Find svaret i dig selv

Mange kvinder har de seneste fem år spurgt mig til råds. Skal jeg vælge at få barn alene eller med en mand, jeg ikke er kæreste med? Hvordan ved jeg, at det er den rigtige beslutning? Kan jeg klare det? Men sagen er, at med så stor og vigtig en beslutning, som det er at sætte et barn i verden, kan man ikke råde andre. Du skal finde svaret i dig selv. Hvad er det rigtige/sande for dig?

Derfor har jeg besluttet mig for gennem coaching at hjælpe kvinder og mænd til at nå frem til, hvad der er bedst for dem selv og stå stærkt i det valg, de ender op med at tage.

Der var ingen, jeg kunne gå til dengang for seks år siden, hvor jeg tog beslutningen om at få barn med en mand, jeg ikke var kæreste med. Og det savnede jeg selv helt vildt. For selv om, det er en beslutning, du og kun du kan tage, så er det helt uvurderligt at kunne vende tanker og bekymringer med en anden, som ikke er en nær ven eller familie.

For de vil altid gøre alt for at beskytte dig – og alt, hvad der er nyt og uprøvet er som udgangspunkt en skræmmende tanke – også for dine nærmeste. Så ofte vil deres støtte faktisk indeholde en lille skjult skræmmekampagne, så du ikke kaster dig ud i det ukendte, som de heller ikke kan forudse konsekvensen af. Andre gange vil de nærmestes velmente råd og opbakning også klinge lidt hult, fordi de selv har hele den pakke, du egentlig selv gik og drømte om – den der kernefamilie, de alle sammen taler om.

Mange vil sige, vi skal nok være der for dig og hjælpe dig uanset, hvad du beslutter dig for. Og de mener det – virkelig! Men livet sker og virkeligheden indhenter os alle – og med en travl hverdag i en kernefamilie med karrierejobs og børn, der skal hentes og bringes, så er hjælpen bare ikke så nær, som både du og de rigtig gerne ville have, den var.

Så du skal kigge indad og finde din styrke og tro på, at du kan selv – alene eller sammen med en medforælder. For det er dit/jeres barn og ansvar, og ikke alle mulige andres.

/0 Kommentarer/af